Sådan bor vi på Caroline Marie
Caroline Marie er beliggende i Gothersgade 141, 1123 København K – centralt placeret i byen og med nem adgang til uddannelse, fritidsaktiviteter og offentlig transport.
Huset rummer fem etager med beboelse, hvor der på hver etage er plads til op til fire unge. Hver etage er indrettet, så den kan fungere som en mindre selvstændig enhed med fire værelser, fælles køkken og stue, to badeværelser samt bryggers med vaskefaciliteter. Det skaber overskuelighed i hverdagen og giver mulighed for både fællesskab og privatliv.
I stueetagen finder man husets fælles spisestue og tv-stue samt et stort køkken, hvor vi blandt andet laver mad sammen. Her samles vi på tværs af etagerne og skaber rammer for fællesskab og hverdagsliv.
Kælderen er indrettet som et større fællesområde med caféområde, kreative aktiviteter og tv-stue.
Vi har egen gård og har fået et orangeri, der både er til hygge, men også til at plante og forspire. Vi har nemlig, i samråd med de unge, opstartet projekt “fra jord til bord”, og har fået et lille stykke jord på Lolland, hvor vi løbende vil køre ned og plante/dyrke grøntsager og frugter.
Derudover benyttes gården året rundt – blandt andet til grill, sommerarrangementer og fælles aktiviteter.
.