Caroline Marie er et bosted for unge
Bostedet Caroline Marie er en selvejende non-profit institution opstartet i 2009, og som er en del af Mariefonden (www.mariehjem.dk). Vi er et bosted for psykisk sårbare, normaltbegavede unge i aldersgruppen fra 17-27 år ved indskrivningstidspunktet. Caroline Marie har 17 pladser på bostedet, kun få minutters gang fra Nørreport station. Endvidere råder vi over 3 udslusningsboliger på Amager.
Caroline Marie – en organisation med retning
Caroline Marie har gennem de seneste år gennemgået en målrettet organisatorisk og faglig udvikling. Med en tydelig ledelsesmæssig retning, en stabil medarbejdergruppe og et skærpet fagligt fokus har vi skabt et bosted, hvor trivsel, struktur og målgruppe-match er fundamentet for vores arbejde.
Vi er i dag en organisation med klar bevidsthed om, hvem vi er – og hvem vi ikke er. Vores målgruppe er psykisk sårbare unge med komplekse udfordringer som autisme, skizofreni, skizotypi, spiseforstyrrelser, selvskade, ADHD og lignende problemstillinger. Vi indskriver udelukkende unge, der matcher denne målgruppe, og vi har truffet et bevidst fagligt valg om, at udadreagerende adfærd og aktivt misbrug ikke er en del af vores ramme. Det skaber ro, forudsigelighed og bedre udviklingsmuligheder for de unge, der bor hos os.
De seneste år har været præget af stabilisering, kulturforankring og opbygning af et stærkt fagligt miljø. Vores medarbejdergruppe er tværfagligt sammensat og rummer blandt andet socialpædagoger, socialrådgiver, social- og sundhedsassistenter samt øvrige medarbejdere med relevant social- og sundhedsfaglig baggrund. Det tværfaglige samarbejde styrker kvaliteten i indsatsen og sikrer en helhedsorienteret tilgang til den enkelte unge.
Vi arbejder systematisk med trivsel – både for de unge og for medarbejderne – fordi vi ved, at kvalitet i relationsarbejde forudsætter en tryg, stabil og tydelig organisation.
Caroline Marie i dag er resultatet af en vedholdende udviklingsproces. Vi står som en organisation med retning, ansvarlighed og et klart formål: At skabe et trygt og udviklende hjem for unge, der har brug for struktur, nærvær og stabile voksne omkring sig.
Vi er ikke en ny adresse.
Men vi er en organisation, der har taget ansvar for sin udvikling – og skabt et solidt og bæredygtigt fundament for fremtiden.
